top of page
  • Forfatters billedeHans Henrik Appel

En "Cathedral of nature" - og et fængsel


En af mine venner bad mig forleden om museumstips til London. Der er museer for (næsten) enhver smag og interesse i byen. Men der er også et par steder, man uafhængigt af interesse bør se. Det ene er Natural History Museum i South Kensington, selvom jeg må indrømme, at det efterhånden er et par år siden, jeg har været der. Måske har de lavet om på udstillingerne, hvor man bl.a. kunne få lov at mærke en jordskælvssimulator og se alle mulige dinaurus-figurer. Men i så fald er det ingen ulykke.


Navnlig dinosaurus-udstillingerne har jeg det ret blandet med, efter at vi på en familietur for små tyve år siden tabte en elsket Paddington-bamse i menneskehavet og løb rundt og ledte desperat efter den i en times tid, før den blev fundet. Den oplevelse fik et positivt skær, da vi for nogle år siden så den fantastiske Paddington-film udspille sig på museet, hvor Paddington er i fare for at blive udstoppet - endnu en familie, der søger en forsvunden Paddington i museets rammer. Med jagten på Paddington sætter filmen fokus på de bygningsmæssige rammer. Og netop de er et besøg værd for alle, hvad enten man interesserer sig for dinosaurer, jordskælv eller ej.



I 1864 vandt arkitekten Francis Fowke arkitektkonkurrencen om at bygge et naturhistorisk museum som en ”cathedral to nature”. Han døde imidlertid året efter, og det blev i stedet den kun 35-årige arkitekt Alfred Waterhouse, der overtog projektet og mellem 1873 og 1881 gentegnede og opførte en museumsbygning.



Det er virkelig lykkedes at skabe en ”cathedral to nature”. Både i det ydre – med gargoils som på de britiske kirker – og i det indre med det mest fantastiske ankomstrum, der er finurligt udsmykket med planter, dyrehoveder, -fødder og -knogler.


Det er et rum, man bare må suge til sig (helt uden at tænke på udstillingerne). Men det giver en ekstra klangbund til rum-indtrykkene at sammenligne med en anden af Alfred Waterhouse’s bygninger.


På efterårets tur til Manchester fik vi øje på et 1800-talstårn, der ragede op over de omkringliggende bygninger lige nord for Victoria Station. Der var både lidt Ringenes Herre (De to tårne) og lidt Harry Pottersk Azkaban-fængsel over det. Vi måtte bare hen og se nærmere på, hvad det var..



Azkaban-indtrykket tog helt over, da vi kom tæt nok til at se den massive (16 fod tykke!) mur, der omkranser anlægget. Og bygningen ved siden af tårnet. Og endeligt den massive portbygning, der signalerer gotisk borg.



Strangeways-fængslet med det høje ventilationstårn blev tegnet af Alfred Waterhouse i 1862 – og blev færdigt i 1869. Altså i årene omkring han fik opgaven med Natural History Museum. Fængslet hører til blandt de bedst sikrede i Storbritannien med plads til godt 1.200 indsatte.



Navnet Strangeways stammer tilbage fra 1600-tallet, hvor familien de Strangeways havde et gods nord for den dengang lille by Manchester. Da industrialiseringen tog fart, blev godset solgt fra til boliger og fabrikker. Og selve Strangeways Hall blev revet ned, så bystyret kunne bygge et domhus og et fængsel, hvor bygningen havde ligget.


Fængslets historie er mere end dramatisk. Med henrettelser på stribe frem til 1964 og et voldsomt fangeoprør i 1990, hvorpå det blev yderligere sikret. Siden har det haft en høj selvmordsrate. På muren er der en grafitti: ”Crooks & Queens”. Det er titlen på et album af rapperen Jordan McCann, der selv har siddet inde i Strangeways.



I dag skyder det ene højhus efter det andet i vejret i Manchester. Men i 1800-tallet må man have kunnet se fængslets ventilationstårn fra store dele af byen – sammen med et andet Waterhouse-projekt, Manchesters store rådhus fra 1877. Det har strålet magt og orden ud over hele byen.


Manchester var om ikke den første så en af de første byer, hvor de rige virksomhedsejere flyttede fra deres fabrikker og butikker i bymidten ud til forstæder. I takt med at de selv flyttede ud, efterlod de sig markante bygningsmæssige aftryk i bykernen som markeringer af deres position. Det indre Manchester vrimler derfor med handelsbygninger i italiensk paladsstil (mange spejlede deres forretningsvirksomhed i Firenze eller Venedigs historie – som kulturelt værende på omdrejningshøjde med London). Byrummet, hvor befolkningen færdedes, skulle afspejle de økonomiske og sociale magtstrukturer, også selvom magthaverne var flyttet ud.


Fra 1860’erne satte bystyret i stigende grad sit aftryk i disse rum – og Waterhouse var manden, der formgav dette aftryk – med rådhus, domhus, fængsel, museum m.m. Det er måske sigende for den moderne sociale orden, at de store markante offentlige bygningsværker fra 1800-tallet, der ragede op over den kaotisk voksende ’Cottonopolis’, er ved at forsvinde bag alle de nye glas- og stålbygninger, der skyder op.



Efter at have set Strangeways-fængslet har jeg selv fået lyst til at gense Waterhouse’s museumsbygning. Og måske dykke mere ned i, hvorfor han blev valgt til opgaven. Mon hans fængsels-projekt havde tydeliggjort, at hvordan han beherskede arkitektur som magtsprog?


46 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page