Det er på mange måder en af de mest iøjnefaldende bygninger på Strøget. Og en af relativt få markante danske bygninger i Jugend-stil. Den store bygning på hjørnet af Frederiksberggade og Kattesundet. Den omtales i dag som Metropolbygningen, og der står da også ”Metropol” på den elegante kuppel på toppen af hjørnet. Men det var først da Metropolbiografen i 1923 flyttede fra Palads-hotellets tidligere koncertsal i Mikkel Bryggersgade til Frederiksberggade, at bygningen fik navnet.
Indtil da var bygningen fortrinsvis kendt som ”Varehuset Frederiksberggade”. Og det var også dengang inskriptionen på kuplen. Bygningen blev opført i 1907, efter at et par byggeaktieselskaber med overretssagfører Hjardemaal i spidsen i december 1906 havde opkøbt de gamle ejendomme på matriklen. Det er Frederiksberg Bank, der har investeret i projektet. Arkitekten var Anton Rosen, der netop i disse år var i gang med at opføre det store Paladshotel på Rådhuspladsen – som et modspil til nye rådhus. Og som undervejs også opførte den hvide udstillingsby i Aarhus 1908-9.
Foto: Peter Elfelt 1910. Københavns Museum - Kbhbilleder.dk. Bemærk at der står "Varehuset Frederiksberggade" og ikke som nu "Metropol".
Bygningen vakte stor opsigt. Måske ikke så meget udseende i sig selv, men mere det forhold, at det – som Social-Demokraten udtrykte det – var ”som snydt ud af næsen på de store varemagasiner i Leipzigerstrasse” i Berlin. Et tysk modspil til det franske Magasin du Nord (og Illum) i den anden ende af Strøget.
Avisen Dannebrog skriver i 1907: ”Stueetagen bygges i granit med hamrede bronzekapitæler. Pillerne fortsættes op gennem etagerne og afsluttes for oven med buer. Materialet er her kridtsten fra Stevns og Savonnière. Vinduespartierne er huggede som karnapper imellem pillerne, uden at de dog kommer frem foran gadelinjen. Ved denne konstruktion gives der plads for lyset, og det udstillede fanger lettere publikums øje. Det er et ganske lignende system, der er anvendt her som i Wertheims berømte bygning i Berlin. Karnapperne er i al væsentligt af glas, der er indfattet og afdækket med bronze. Hjørnekuppelen er tækket med kobber. Vinduesbelysningen ordnes paa ny maade, idet alle lysfrembringerne ligger skjulte, saa at vinduerne kommer til at fremtræde som rammen om et maleri.”
Foto: Peter Elfelt 1910. Københavns Museum. Kbhbilleder.dk
Og det var angiveligt også tanken at få netop det store Leipzigerstrasse varehus Wertheim til at rykke ind i bygningen. Avisen København kan dog i december 1907 meddele, at Wertheim trækker sig fra projektet, da han ser, at det store skotøjsmagasin Metropole helt oppe ved Rådhuspladsen har svært ved at løbe rundt. Det er et faretruende signal.
Ifølge Nationaltidende er der i august måned 1907 dog blevet forhandlet med et andet Berliner-firma – Jandorf & Co – men de forhandlinger er strandet på, at Jandorf vil have for 250.000 inventar opsat inden indflytning. Meget passende bliver det i stedet illusionsteatret Arcadia, der rykker ind i bygningens stueetage som de første lejere i oktober 1908. Men trods diverse tableauer, tryllekunstnere og fakirer slår dette importerede storbyfænomen ikke an i København. Fra juni 1909 står bygningen atter tom. Men så bliver forhandlingerne med de tyske forretningsfolk genoptaget – og med Hr. Max Herzberg fra Kaufhaus des Westen i Berlin som leder sætter et nye aktieselskab ”Varehuset Frederiksberggade” Anton Rosen til at indrette et tysk varehus i bygningen.
Der er en anspændt stemning op til det nye varehus’ åbning i marts 1910. Magasin du Nord og Illum sætter storstilede annoncekampagner ind, og rygter vil vide, at de også får deres leverandører til at love, at de ikke vil handle med den nye konkurrent. Med Børsen som talerør retter forretninger og kunder fra Frederiksberg et voldsomt angreb på Frederiksberg Bank for at have indladt sig på det tyske foretagende. Og i Social-Demokraten raser Borgbjerg mod den tyske varehus-kapital.
Foto: Peter Elfelt 1910. Københavns Museum - Kbhbilleder.dk
Måske for at modvirke den anti-tyske stemning meddeler varehuset gennem store annoncer lige før åbningen, at hovedleverandøren bliver Grand Magasin du Louvre i Paris, der vil levere silkestoffer, silkeskørter, peignoirs, møbelstoffer, herreslips, handsker, strømper, blomster og fjer. Og der indrettes en tesalon med orkester og avislæsesal, hvor man helt uden at købe noget i varehuset kan indsuge den storladne stemning.
Foto: Peter Elfelt - formentlig taget mens Anton Rosen har indrettet bygningen til varehus i vinteren 1909-10. Københavns Museum - kbhbilleder.dk.
Det går dog ikke godt. Efter mindre end to år går Selskabet konkurs – og der følger et næsten fire år langt efterspil. Det hele er kompliceret, fordi regnskaberne er ført på tysk manér, men da man endelig når til bunds i det, viser det sig, at selskabet ikke var insolvent. Men Frederiksberg Bank valgte at trække stikket. Ifølge nogle historier tilskyndet af Magasin du Nord.
Da boet endelig gøres op, er 1. verdenskrig ikke blot i gang. Danmark er efter det indledende krigschok kommet ind i den gyldne gullaschperiode i 1915, og i den fortæller nogle af provinsaviserne, at det store tyske varehus vil blive omdannet til dansepalads ”i lighed med Paris’ Moulin Rouge og Berlins Palace de Dance, hvor der om dagen skal være kunstig isbane, der om aftenen omdannes til prægtige balsale”.
Det bliver der dog ikke noget ud af. I stedet rykker Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforsyning i 1916 ind i bygningen. De kan skaffe tyske kul takket være hjælp fra den landflygtige russiske socialist Dr. Helphand, der får støtte fra det tyske udenrigsministerium til at udløse en revolution i Rusland. Og også Arbejdernes bank bliver undfanget i bygningen som barn af brændselsforretningen.
Efter krigen sælger Frederiksberg Bank ejendommen til skogrosserer Hector (1919) – og han sælger den gode Strøg-placering til Metropol-biografen i 1923. Den ledige plads i den tidligere koncertsalt til Anton Rosens Paladshotel overtages af Grandteatret.