top of page
  • Forfatters billedeHans Henrik Appel

Et værn mod storbyens laster: The Temperance Billiard Hall i Chorlton-cum-Hardy


En af de stærkeste bevægelser i slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet var afholdsbevægelsen. Navnlig i England hvor kampen for at holde især arbejdere fra de utallige public houses var intens.



I 1906 tog afholdsbevægelsen i Manchester et nyt våben i brug i denne kamp: afholds-billiard-haller. Et aktieselskab fik rejst £100.000 til at bygge billiardhaller i forstæderne til Manchester. De skulle være mødesteder fri for alkohol og gambling; og de skulle få både unge og ældre gifte mænd til at vælge at blive nær deres hjem om aftenen i stedet for at tage ind til bymidten, hvor der var mange fristelser at falde for.



Afholds-billiard-selskabet havde så stor en succes, at det også begyndte at ’kolonisere’ London, og der blev oprettet en Temperance Billiard turnering, der stadig var aktiv i 1930’erne.



The Temperance Hall i Chorlton-cum-Hardy i Greater Manchester blev opført i 1907 af afholds-selskabets arkitekt, Norman Evans. Da hallen altså skulle få de lokale til at modstå fristelsen til at tage til det lokkende forlystelsesliv i Manchester centrum, blev den udsmykket ligesom storbyens pubber efter alle kunstens regler med art nouveaux-elementer og arts and craft-detaljer.



Glasmosaikker, dørudskæringer, metalsamlinger, vægmalerier – og en iøjnefaldende facade med en prangende indgang og farvestrålende glaserede teglsten. Også lamperne over bordene blev holdt i stilen. Store vinduespartier i loftet skulle gøre salen lys og venlig.



Efter anden verdenskrig gik det tilbage både for afholdsbevægelsen og for billiard. Vi må gå ud fra, at da den unge George Best (der boede hos en landlady i Chorlton-cum-Hardy) i 1964 valgte at spille billiard i den lokale billiard-klub, var udskænkningsforbuddet ophævet.



Siden 1999 har bygningen været en Wetherspoon pub, hvor man kan gå ind og få sig en øl – og studere de mange fine detaljer. Sedge Lynn pub'en ligger på 21A Manchester Road, Chorlton-cum-Hardy, tæt på Chorlton metro-station. Bestemt et besøg værd.

21 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page