"Svømningens Taj Mahal". Sådan kalder Simon Inglis Manchesters Victoria Baths i sin bog ”Played in Manchester”. Opført i årene 1903-1906 er denne offentlige badeanstalt jævnaldrende med art nouveau Centralbadet i Stockholm – men der skulle åbenbart noget helt andet til for at lokke det bedre borgerskab i Manchester til end svævende art noveau-kvinder og organiske linjer i jernbeton. Bygningen er opført i røde mursten og udsmykket som et herresæde med sandstensbånd og dekorationer – og et lille klokketårn i midten.
Da badet blev indviet i 1906, havde man allerede igennem 50 år kunnet nyde godt af offentlige bade/svømmehaller i Manchester. I 1905 havde de offentlige bade i byen 575.000 besøg. Men Victoria Baths - tegnet af stadsarkitekten Henry Price - blev af byens borgmester betegnet som ”a grand water palace” . Med tyrkisk bad og andre luksuselementer.
Anlægget består af tre svømmebassiner, hvert med egen indgang fra gaden. Mænd 1. klasse, mænd 2. klasse og kvinder. Og de var skarpt adskilte, indtil man fra 1922 tillod familier at bade samlet om søndagen.
På de fire første åbningsdage i 1906 trak mændenes 1. klassesbassin med tilskuergalleri 2.286 besøgende. Mandag og torsdag skulle kvinderne betale samme pris som mændenes 1. klasse – og på de to dage havde kvindebassinet 242 besøgende. De øvrige dage fulgte kvinderne priserne for mænd på 2. klasse - og det regnskab var ikke gjort op endnu.
Det var ikke kun for kvinder, at priserne var højere mandag og torsdag. Mandag kostede det 6 pence for mænd på 1. klasse – tirsdag og onsdag kostede det kun 4 pence. Det var ikke unormalt, at priserne i svømmehaller blev billigere dag for dag, som ugen skred frem. Indtil man fik installeret rensningsanlæg, blev badevandet jo gradvis mere beskidt, hvorfor man sidst på ugen måtte tømme hele basinet, rense det og fylde det igen. Normalt skete det i en ugecyklus.
Victoria Baths var moderne og bygget ikke kun med store Galloway-kedler til at opvarme vandet. Der var også sand til at filtrere det som del af opvarmningsprocessen, men først fra 1930, hvor man får klor, begynder man at få bakterierne under kontrol. Derfor har man formentlig valgt at skifte vandet ud hele to gange om ugen - mandag og torsdag. Det var trods alt det bedre borgerskab, man ville appellere til. (Det kan man sikkert grave sig frem til i arkiverne.) En af de vigtige forskelle på 1. og 2. klasses-badet var i øvrigt, at der ikke var døre for omklædningskabinerne på 2. klasse. Et problem ikke kun for blufærdighed men også i forhold til tyverier.
Badene blev lukket af byrådet i 1993 og overladt til forfald. Men lokale beboere fik oprettet en fond, der i 2001 overtog driften og gik i gang med en renovering. Og i dag bliver badet udlejet til diverse events. Hver onsdag er der offentlig omvisning. Desværre ligger mine besøg i Manchester som regel omkring weekenden, men vi prøvede alligevel at tage forbi.
Endnu en gang fandt vi en åben dør - et privat selskab var ved at stille op til et event. Men vagten standsede os. Han måtte ikke lukke nogen ind, når der var et privat selskab. Heldigvis hørte han til de vagter, der både er engageret og stolt over sin arbejdsplads. Først fik vi lige lov til at kigge ind og se mændenes 1. klasses bad. Og så skulle vi de også lige ned og se kedlerne - det kunne ikke skade. Og på vejen kom vi forbi kvindernes svømmehal. TV-serien Peaky Blinders har brugt badet som location - og de havde efterladt en grafitti ved kedlerne. Den havde ligesom sin egen historie, så den havde de ikke fjernet.
Næste gang jeg er i Manchester en onsdag, ved jeg godt, hvad der står på programmet.
Comments