Le Miroir des Sports, 21 octobre 1920, p.242, Public domain, via Wikimedia Commons
De fleste ved, at den lidt ukurante distance 42,195 for et maraton-løb er historisk betinget. Og vel hovedparten af dem, der ved det, vil henvise til distancen fra den lille by Marathon til Athen, som en budbringer tilbagelagde i år 490 f.kr. for at overbringe nyheden om grækernes sejr over perserne i et stort slag. Efter at have fremsagt sejrsbudskabet sank han død om.
Hvis budbringeren havde haft google-maps til rådighed, havde han kunnet vælge en rute på kun 32 kilometer. Det gjorde han måske også. Da ideen om et maraton-løb blev introduceret ved de første moderne olympiske lege i 1896, valgte man imidlertid at tilrettelægge en rute på 40 kilometer. Og ved planlægningen af efterfølgende løb prøvede man også sådan circa at ramme denne distance. Måske lidt kortere, måske lidt længere.
De 42,195 kilometer blev ramt ved de olympiske lege i London i 1908. Egentlig skulle legene have været afholdt i Rom, men efter et vulkanudbrud i 1906 trak Rom sig, og London tilbød at tage værtskabet. Her var man i gang med at anlægge en hvid udstillingsby til en stor fransk-britisk udstilling i 1908.
Bird's eye view of the Franco-British Exhibition (1908) in London. Photograph in the official exhibition guide. Public Domain, via Wikimedia Commons
Hvide udstillingsbyer var efter verdensudstillingen i Chicago 1893 (hvor man havde skabt et romersk inspireret udstillingskompleks) noget, der hørte sig moderne storbyer til. Samtidig med at London anlagde sin White City, blev der opført en i Manchester. Og året efter lavede Aarhus en hvid by til den store landsbyudstilling med Anton Rosen som hovedarkitekt.
Landsudstillingen i Århus 1909. Anton Rosen står på balkonen. Frem 1909. Public Domain, via Wikimedia Commons.
Et klassisk inspireret stadion ville passe fint ind i Londons hvide by, som tidens store eventmager, den ungarnsk-fødte Imre Kiralfy, stod for at opføre; om end inspirationen (og størrelsen, der skulle overgås) mere var det romerske Colosseum end et græsk stadion. The White City Stadium blev det første ’stadion’ i London. Byen var ganske vist netop i disse år ved at blive koloniseret af den skotske arkitekt Archibald Leitch’s fodboldarenaer – Stamford Bridge, Craven Cottage, White Hart Lane, Park Royal, The Den, Highbury – men de var alle ”football grounds”, ikke ”stadiums”.
White City Stadium adskilte sig primært fra ”football-grounds” ved at være stort, åbent, bowle-formet med plads til både løbebane, cykelbane og svømmebasin. En football-ground er mere kompakt med en grandstand med overdækkede siddepladser til aktionærer, medlemmer og velhavende – og store terrasseopdelte skråninger med oftest udækkede billige ståpladser til det store flertal.
I bestræbelserne på at give de olympiske lege et royalt præg, blev maraton-løbet sat til at starte ved Windsor Castle og slutte lige ud for den royale loge på White City Stadium – en distance på præcis 42,195 kilometer. Det blev et dramatisk løb. En omtumlet italiensk løber – Dorando Pietri – kom først ind på stadion og måtte hjælpes i den rigtige retning; hvorefter han blev diskvalificeret. https://www.youtube.com/watch?v=r6xU6DiRKCg
Marathon-porten på det Olympiske stadion i Stockholm
Da svenskerne i 1912 skulle arrangere de olympiske lege i Stockholm, blev Marathon-porten et centralt punkt i det nye stadion – og distancen fra London fastholdtes.
Men hvad så med The White City Stadium efter de olympiske lege? Kiralfy planlagde at få en fodboldklub til at flytte ind. Men det store stadion lignede ikke en Archibald Leitch ’football ground’ – og var sikkert også dyr at leje. Kiralfy prøvede at få Clapton Orient, Queens Park Rangers og Arsenal til at spille der. Queens Park Rangers spillede en enkelt kamp på stadionet, da en jernbanestrejke gjorde det svært at få tilskuere ud til deres eget Park Royal; og Arsenal spillede en velgørenhedskamp for ofrene for Titanic på anlægget mod Tottenham. Men ingen af dem ville flytte ind. Kiralfy måtte finde på en anden brug. F.eks. blev der planlagt løvejagt, hvor tilskuere blev placeret i bure rundt omkring på anlægget, mens vilde løver rundt om dem blev indfanget (Der var også kreative event-magere dengang). Men det var ikke bæredygtigt.
White City Stadium 1928
Det blev opblomstringen af speedway og greyhoundracing som underholdning og spilleobjekt i 1920’erne og 1930’erne, der holdt anlægget kørende. Queens Park Rangers prøvede i 1931-2 og 1962-3 at spille deres hjemmekampe der, men valgte i sidste ende at blive på det lille intime Loftus Road – det anlæg med mindst benplads mellem sæderne, jeg har besøgt i England – frem for det store åbne stadion. I 1985 blev White City Stadium revet ned, og BBC opbyggede hovedkvarter der.
Det intime Loftus Road, Shepherds Bush
Nu er BBC flyttet til Media City i Manchester; men der skulle stadig være en plade i fortovet mellem kontorbygningerne, der markerer målstregen for maraton-løbet 1908; og hvis man tager til Shepherd’s Bush for at se den, kan man også besøge Loftus Road, der trods overdækkede siddepladser hele vejen rundt stadig er en intim football ground i modsætning til de mange stadions, der gennem de seneste 30 år har fortrængt klassiske football grounds i det meste af England.
Comentarios