Læg mærke til overskriften. Der står ikke ”Bedste museum i London”. Men det sted, hvor man kan få den bedste oplevelse (hvis man går rimelig målrettet efter den) er British Museum.
Men det er farligt. For har man ikke en plan for sit besøg, skal man være særdeles inkarneret museumsmenneske for ikke at gå død. Jeg husker med stadig den traumatisk uoverskuelige labyrint af rum, overfyldt med genstande, som sendte mig til tælling tilbage i 1980.
Det er selvfølgelig længe siden, og der er sket en del i den tid. Men for godt ti år siden var jeg på besøg med et hold kursister. Vores værter fra British Museum syntes ikke, at en flok museumsfolk fra Danmark kunne være på besøg uden at have ”set museet”, så der var indlagt en times fri rundgang for deltagerne.
Som turleder satte jeg mig i cafeteriet for at justere på det videre program. Der var ikke gået 10 minutter – så begyndte kursisterne at dukke op rundt om bordet, mere eller mindre døde i øjnene. Kun en enkelt, der ville se museets samling af nordiske vikingegenstande og gik målrettet efter den, fik noget ud af det.
Men hvad er så min opskrift på at gøre det til den bedste museumsoplevelse i London? At fokusere på to ting: The Great Court – og installationen ”Cradle to grave” i udstillingen ”Living and Dying”, der meget bekvemt ligger tæt på The Great Court.
Sæt dig ind i The Great Court, køb en kop kaffe – og bare nyd rummet. Det er skabt i år 2000, da Norman Foster lavede et fantastisk glastag over den hidtil åbne gård i museumskomplekset, i hvis midte museets gamle, runde læsesal fra 1857 ligger. En læsesal, som bl.a. Karl Marx og Oscar Wilde frekventerede i 1870’erne.
Men det er nu den storslåede hal, der med sine skinnende hvide fliser og mure får en til at føle sig hensat til det antikke Rom. Og lyden af stemmer og trin på gulvet bliver hængende i rummet under det storslåede glastag. Det er virkelig meditativt at sidde der, hvad enten man filosoferer over forskellen på det danske nationalmuseum (der primært søger at skabe en national dansk fortælling) og British Museum (der er et monument over, hvordan det britiske imperium har samlet ind fra hele verden; et spejlbillede af imperiets selvforståelse); om man tænker på læsesalen og dens prominente gæster; eller fantaserer over, hvor meget lydbilledet mon afviger fra det antikke Forum Romanums. Det bedste sted at tanke nye kræfter, hvis man i løbet af dagen er gået træt på sit besøg.
Og så er der installationen. Den står i en relativt moderne etnografisk udstilling om håndteringen af liv og død i forskellige kulturer. Igen med det britiske kolonialistiske blik. Men her har museet i 2001 valgt at få kunstnere til (også) at se på den vestlige kulturs håndtering udefra. Kunstnerne Susie Freeman og David Critchley har sammen med en familielæge opbygget et 14 meter langt bord med al den medicin, der igennem et livsforløb er udskrevet til henholdsvis en mand og en kvinde. Pillerne er vævet ind i et tæppe på hver side af bordet, et for kvinden og et for manden. Kvindens tæppe er for langt til at kunne ligge på de fjorten meter.
En ting er at vide, at vi har et enormt pilleforbrug i vores kultur. Men at se det materielt udrullet og tekstet – det er helt overvældende. Og tankevækkende.
Jeg har vel gennem årene været forbi mere end ti gange. De besøg, der står stærkest, er dem, hvor jeg holdt mig til The Great Court og ”Cradle to grave” – og ikke også lige ville prøve at lægge nogle af gallerierne oveni. Det er ikke kvantiteten men kvaliteten, der giver en god oplevelse (Indrømmet, det er vel efterhånden 5 eller 6 år siden, jeg har været der. Måske har de lavet noget om, så effekten ikke er så stærk. Men mon ikke de selv er klar over, at det er værd at vogte over sit guld).