top of page
  • Forfatters billedeHans Henrik Appel

Bedemandsmuseet - bedste museumsoplevelse i Amsterdam


Da jeg for 10-15 år siden besøgte Reinwardt Academy i Amsterdam og fortalte om mine planlagte besøg på Rijksmuseum, Anne Franks Hus, Søfartsmuseet m.m., sagde Léontine Meijer-van Mensch fra akademiet stilfærdigt, at de altid tog deres studerende på bedemandsmuseet på kirkegården De Nieuwe Ooster.



Jeg pressede derfor også en tur ud til museet på kirkegården ind i programmet. Og selve kirkegården er faktisk et besøg værd – den hører afgjort til blandt de mest spektakulære kirkegårde, jeg har set. Så mange forskellige gravskikke og former. Fra store polerede marmorsten med indgraveret foto af Balkan-ægtepar foran deres bil [!] over afdøde jernbanearbejderes gravsteder med et par skinner, blikkenslageres med et nedløbsrør, fodboldspilleres med en bronzebold osv. til urnevægge og forskellige kunstmonumenter.



Og så ligger det der midt i det hele. Museet. Det er ikke særlig stort. En lille moderne bygning på den store kirkegård. Her skal man ikke tilbringe timer og prøve at undgå at fare vild i en labyrint af udstillingsrum. Bortset fra skiftende små udstillingsafsnit (jeg har genbesøgt museet to gange, hver gang med små ændringer) er der to markante rum.



Det ene viser med kister som montrer, eksempler på hvad afdøde i forskellige kulturer får med i graven. Det andet sætter rammen for spørgsmålet – kremeres eller begraves?

Det hele er så umanerligt stoftligt og vedkommende. Brændes? Der er en kremeringsovn med opfejet aske og de svedne rester af en kunstig hofte og en eksploderet pacemaker. Man kan løfte en urne for at få fornemmelsen af askemængden fra en voksen – der som regel ligger omkring 3 kg. Som en fødselsvægt.



Hel i jorden? Udstillingen viser gamle kistehåndtag, som rødder er vokset ind i og omslutter. Ligesom de vil omslutte skelettet.



Efter de mange indtryk fra kirkegården får de få, skarpe, konkrete nedslag i udstillingen store spørgsmål om liv og død til at vælte op. Det er ikke en udstilling, der giver en masse svar og budskaber; men gennem helt konkrete nedslag skaber den et intenst refleksionsrum. Og når man går derfra, ser man de mange forskellige gravskikke med et nyt, undersøgende og nysgerrigt blik. Det er bevægende. Og selvom det er enkelt, så har det virket stærkt ved både første og andet genbesøg.


I Danmark er vi meget glade for begrebet ”museumsformidling”. Det er lidt svært at oversætte til engelsk. Er det ”interpretation” eller ”communication”? Museumsformidling i praksis har ofte en tendens til at være envejskommunikation, hvor museets viden (eller her i det aktivistiske museums tidsalder museets budskab) skal gøres let tilgængeligt og forståeligt for publikum. De bedste museumsoplevelser er imidlertid – efter min mening – dem, der får mig til at reflektere, undres og se mig nysgerrigt omkring.



Og det gør bedemandsmuseet langt bedre end f.eks. Rijksmuseum. Indrømmet. Rijksmuseum har hundredvis af fantastiske genstande, som jeg er vild med. Men selvom bedemandsmuseet ikke som sådan har en eneste fantastisk genstand, er det alligevel en bedre museumsoplevelse.


Og så er jeg vild med det nederlandske navn ”Nederlands Uitvaart Museum”. Uitvaart. Det lyder som en afkørsel på en motorvej.



96 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Commentaires


bottom of page