Jeg har ikke styr på, hvor mange museer jeg gennem årene har besøgt. Adskillige hundreder. Og jeg har i mange år udbredt mig om, at Vasa-museet i Stockholm er det bedste af dem.
Mere end 20 år efter mit første besøg fik jeg i sidste måned lejlighed til at se, om det stadig 'holder'. De fleste udstillinger bliver jo noget trætte og utidssvarende med årene. Men Vasamuseet holdt. I den grad.. Jeg havde for første gang min familie med - og alle blev helt opslugte, og de tre timer, vi tilbragte der, forsvandt hurtigt.
Hvorfor er det så godt? Det spiller selvfølgelig en rolle, at det er så spektakulær en genstand, museet er bygget op omkring. Et snart 400 år gammelt næsten intakt krigsskib fisket op fra havets bund. Jeg kan huske, at en tidligere kollega fra Tøjhusmuseet om sit første besøg fortalte, at en svensk museumsvært med stolthed i stemmen havde sagt til ham: "Ja, sådan et har I ikke i Danmark!" - og han havde svaret: "nej, det ved Gud vi ikke har!". Men henvisning til at som flådenation lavede Danmark ikke sådanne fatale fejlkonstruktioner som Vasa, der sank på sin første tur, fordi den svenske konges ønske om at indsætte et ekstra kanondæk gjorde skibet ustabilt.
Men det er altså ikke kun det spektakulære skibsvrag, der får en gammel mand til at føle sig hensat til "Bennys Badekar", der gør museet så fabelagtigt. Det er en blændende formidling. Lige så snart vi var kommet indenfor og stod over for det overvældende syn af skibet, dukkede spørgsmålene spontant op hos min familie: "hvordan har de fået bjerget det?" "hvorfor sank det?". Og disse - og flere spørgsmål - besvares kort og klart af en klynge af små udstillinger rundt om skibet. Anskuelige modeller viser, hvordan vraget skridt for skridt blev blotlagt, flyttet og hævet. En model viser anskueligt, hvordan skibet var fejlkonstrueret. Som man bevæger sig frem, dukker der nye spørgsmål op - der på tilsvarende vis besvares. Hvor mange var der om bord? Hvor mange druknede?
Skibets materialitet bliver brugt. Man kan gå i en rekonstruktion af kanondækket og 'mærke', hvor små besætningsmedlemmerne har været. En af udstillingsetagerne er anbragt lige præcis ved vandlinjen. Og man kan på kort se, at de fundne skeletter stammer fra personer, der opholdt sig under den dæk ved forliset. Det er derfor også i den nederste etage, skeletterne er udstillet. Og tilsvarene bliver man ført rundt i de fine træskærerarbejders symbolik på de højere gallerier - så man hele tiden er i øjenhøjde med de historier, der bliver fortalt. Og man kommer til sidst så højt op, at det giver et sug i maven at kigge ned,
Måske det bedste greb er, at udstillingen i modsætning til en stor del af moderne udstillinger ikke har nogen åbenlys ambition om at lære os noget eller få os til at reflektere eller blive bedre mennesker. Den svarer os blot på de spørgsmål, som nærmest naturligt rejser sig, når vi ser på det udstillede.
Til sammenligning genbesøgte jeg for et par uger siden Danmarks Oldtid på Nationalmuseet. Den er vel også snart 20 år gammel - men bærer præg af at være en lærebog light hængt op på væggen i form af tekst/billedplancher, hvor genstandene i rummet har karakter af studiesamling. "Den lange rejse" hedder første planche, og det er i sandhed en meget lang rejse. Vi orkede kun en tredjedel, så stod vi af. Det var påfyldning af viden - ret løsrevet fra de udstillede genstande.
Så er vi tilbage ved, at Vasa-skibet da også er en usædvanligt spektakulær, afgrænset og dramatisk genstand. Danmarks Oldtid spænder trods alt bredere. Og vi er tilbage ved en gammel diskussion om, hvorvidt museer skal vise studiesamlinger eller 'formidle gode historier'. I dag siger de fleste det sidste: men det er bare ikke særlig mange historier, der egner sig til udstillingsmediet.
Vasamuseet rejste så mange spørgsmål, at jeg på vejen derfra fortalte om Sveriges stormagtstid - og vi valgte næste dag at tage på Armémuseet for at få denne nærmere belyst. Armémuseets 20 år gamle udstilling kan en hel del mere end Danmarks Oldtid. Da vi skulle give karakter, svingede vi mellem 7 og 10 (Danmarks Oldtid lå på vippen mellem 00 og 02). For vi fik trods - eller måske netop på grund - af det snævre fokus meget mere indblik i Sveriges Stormagtstid på Vasamuseet end på Armémuseet. Vasamuseet springer simpelthen 12-skalaen og skal have et 13-tal.
Som min søn sagde, så er det faktisk en tur til Stockholm værd i sig selv. Så hvis du ikke har været der - se så at komme af sted.
Comments