Egentlig er det britiske fodboldstadions, jeg nørder. Men jeg burde måske udvide det til olympiske stadions. Anlæg der afspejler, hvordan en nation/by gerne har villet opfattes ved en begivenhed, hvor hele verden følger med. Det siger både noget om tiden. Og om nationen/byen. Uden at have det som en egentlig plan har jeg det seneste par år fået set et par stykker – München, Rom og senest Stockholms olympiske stadion fra 1912. Det er måske ikke en attraktion på højde med Vasa-museet. Men bestemt også en tur til Stockholm værd.
De olympiske lege var noget ganske andet i 1912. Det var ikke en tv-begivenhed, som hele verden fulgte med i. Det var de femte lege, efter at franskmændene i 1896 havde genoplivet dem – og så havde grækerne de seneste år tilmed afholdt deres egne lege to år forskudt fra den olympiske komités.
Stockholm fik først tildelt legene for 1912 i 1909 – og i den danske avis Dannebrog bemærkede den 2. juni 1909, at det nok var noget billigere at sende danske idrætsfolk til Stockholm end til Athen's ’forskudte’ lege i 1910. I det hele taget blev der ikke ødslet med pengene. I første omgang tænkte svenskerne, at legene skulle omfatte "almindelig idræt [dvs. atletik], gymnastik, fægtning, svømning og brydning". Så måtte man se, om der blev plads til mere.
Hvor de fleste post-industrielle idrætsanlæg (dvs. fra omkring 1990’erne og frem) har skullet virke internationale med deres let bølgede arena-form, luftige tage, glasfacader og hvide metalstativer, valgte den svenske arkitekt Torben Grut at dyrke det nationalromantiske. I første omgang havde han angiveligt tænkt sig et gulmalet træanlæg, men da det besluttet at gøre anlægget permanent, gik tankerne i retning af en "Vasa-borg", inden det endte med et Visby-inspireret bymursagtigt anlæg. Sat i antik arena-form med enkelte elementer af jugend. Sådan! Ingen plastiksæder men træbænke – en stor del uden at være overdækkede. De to tårne i ’bymuren’ er siden blevet brugt som platforme for to af projektørerne, så der kun er to ’klassiske’ projektørmaster, der strækker sig mod himlen og viser vej til anlægget.
Hvor det på de post-industrielle idrætsanlæg siden 1990 er væltet frem med statuer af nationale/lokale sportshelte (i første omgang afdøde som en hyldest, men efterhånden også levende …), viser statuerne rundt om Stockholms stadion idealiserede idrætsfolk – kuglestøderen, stafetløberen m.m. De er ganske vist først kommet til i 1930’erne – men de bidrager til fornemmelsen af en helt anden, mindre personfikseret idrætskultur.
Der skulle gå mange år, før de søjlefri tribuner vandt indpas (i England først fra 1960). Her står imponerende, fine træsøjler ned langs siderne. På den ene langside er der lavet en kobbertækket baldakin til kongelogen.
Det er i det hele taget fantastisk, så meget der er bevaret. Det ligner gode gammeldags tælleapparater fra slutningen af 1800-tallet. I England slår Ellisons tælleapparater alle de andre af banen fra 1895, fordi det ikke er til for kontrollørerne at manipulere med tælleren (og beholde et pengebeløb selv). Ellisons tælleapparater kan normalt genkendes på deklarationen fra ”Irlam o-th-heigth Manchester” på tælleren sammen med et serienummer – men det, der var selve hjertet i disse tælleapparater, er tilsyneladende blevet udskiftet her i Stockholm. Tællerne er helt blanke. Eller også er det bare en efterligning? Eller et apparat fra en af konkurrenterne i England? Nortons eller Baileys? Et arkivbesøg kan måske afklare det. Eller adgang til den svenske avisdatabase. Som udlænding kan man ikke tilgå selve artiklerne, men Dagens Nyheter skriver 23-1-1912 om tælleapparater som en af de få ting, der ikke er svensk.
Modificeret Ellison eller ej - de gamle tælleapparater ser i hvert fald ud til stadig at være i brug. Årh, hvor ville jeg gerne gå gennem dem til en kamp og høre deres høje "clonk".
Desværre var døre til toiletter m.m. aflåst. Ja, faktisk var der ikke rigtigt åbent for besøgende, men en havelåge ved den svenske olympiske komités indgang stod på klem, så vi fik mast os ind. Hvis jeg ikke havde haft familien med, havde jeg nok brugt noget mere tid på at lede efter en ulåst dør, der kunne have åbnet for flere detaljer. Men nu har jeg en grund til at tage tilbage til Stockholm.
Comments