top of page
  • Forfatters billedeHans Henrik Appel

Centralbad i Art Nouveau-stil




Vi tager lige endnu et stop til en Stockholmstur - centralbadet fra 1904 med indgang fra Drottninggatan.


Da vi i forvejen var i kvarteret, havde jeg Stockholms mest markante Art Nouveau-bygning på ønskelisten, opført af arkitekten Wilhelm Klemming 1902-4. Og samtidig den første bygning i Stockholm udført i jernbeton, hvilket materiale stadsarkitekten i første omgang ikke ville godkende. (I parentes bemærket opførte den skotske ingeniør og stadionbygger i 1903 en fantastisk fabriksbygning i Glasgow, også i jernbeton. Og han benyttede første gang materialet et fodboldstadion på Liverpools Anfield Road i 1907.)



Det er en fantastisk bygning. Den fint udsmykkede indgang fra Holländargatan er faktisk kun en ret beskeden forsmag på, hvad der venter i gården ud mod Drottninggatan. En fantastisk gavl, klassisk organisk art nouveau-udsmykning af søjler og buer, en fin fontæne og stilfulde bænke i en grøn have - helt afskåret fra storbyens larm.





Ligesom f.eks. begravelsespladser og sportsanlæg er badeanstalter et fantastisk parameter til at sammenligne steder og tider. Navnlig omkring 1900 spirer badeanstalter frem i de fleste storbyer sammen med den moderne hygiejnebevægelse. I et skrift om badeforholdene i København fra 1908 er jeg stødt på en opgørelse over de sparsomme bade i byen - og en udregning af hvor mange årlige bade deres benyttelse svarede til. For mænd var det i gennemsnit 4, for kvinder under 2. Det var svært for hygiejne-fortalerne at gøre badning til en folkesag.



Det imponerende Centralbad er da heller ikke spor folkeligt - det emmer af moderne storbys-eksklusivitet. Både de fine Art Nouveau-udsmykninger. Men også den aktuelle brug. Jeg føler mig som noget, katten har slæbt ind, da jeg går igennem indgangspartiet, der støder op til kafeen. Her sidder mestendels unge kvinder i deres udleverede skinnende hvide badekåber med hvide badehåndklæder bundet om året, mens de nipper til deres eksklusive kaffekopper.


Hvor jeg ellers ikke er bleg for at spørge, om man må komme indenfor og kigge, afholder jeg mig fra at gøre det her. I stedet går jeg på nettet og finder billeder af svømmehallen. Fantastisk.






Næste gang jeg kommer til Stockholm. vil jeg afsætte tid (og penge) til en eftermiddag i Centralbadet, så jeg kan komme indenfor. Hvis ellers de lukker ældre mænd ind.




108 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page